Utopia fortsætter eventyret i Indonesien og er nu ankommet til destinationen, som nok er enhver muck diver’s drøm: nemlig ’Lembeh Strait’.
Lembeh Strædet er verdenskendt for sin muck diving, hvor du har mulighed for at dykke ned og finde alverdens underlige væsener og (evolutionært set) spøjse skabninger, som kun findes her. Muck diving er lidt anderledes end ‘normal’ dykning, for her dykker vi ved en sandbund og typisk er der ingen strøm, hvilket gør steder som Lembeh Strædet det perfekte hjem for de mange finurlige makrofund, som vi skal på jagt efter. Her kan du bl.a spotte de små Pygmæsøheste, Flamboyant cuttlefish, Mimic og Coconut octopus, nudibranchs i alle farver og former, den behårede Frogfish (som er på mange dykkeres bucketlist), samt den famøse Bobbit Worm, for bare at nævne nogle eksempler. Muck diving er en meget behagelig form for dykning pga. den lave dybde og rolige strøm, så det er perfekt hvis du f.eks. ønsker at tage dykkercertifikat, og ofte kan vi også blive lidt længere under vand.
Vi vil på turen sejle rundt langs kanterne i Strædet og udforske denne skøre, men helt uforglemmelige, undervandsverden. Ved Lembeh vil vi også have mulighed for at lave natdyk, hvor endnu flere sjove fisk kommer frem. I Strædet er der også flere skibsvrag fra 2.verdenkrig, som er værd at besøge.
Selvom dykningen ved Lembeh kan holde os fuldt beskæftiget, har vi også mulighed for at lave et par landekspeditioner inde ved Bitung, for her finder vi nemlig Tangkoko Nationalpark. Det er en jungle, som gemmer på et helt unikt økosystem af spændende og sjældne fugle, aber og planter. Med en lokal guide kan vi fra den helt tidlige morgenstund høre junglen vågne og lede efter fugle som Kingfisher og de majestætiske Hornbill (hvis vingesus man kan høre fra lang afstand). Der er rigtig mange unikke fugle i Tangkoko, og man behøver ikke at være en ornitolog for at blive grebet af stemningen, når man spotter en sjælden fugl (selvom mange ornitologer faktisk rejser særligt til Tangkoko for at tage billeder af de endemiske fugle). Mens vi vandrer rundt i den tykke skov, holder vi selvfølgelig også øje med familier af Macaque aber, som holder til i Tangkoko. Ved middagstid kan vi tage en pause fra den bagende sol på stranden og når mørket begynder at falde på, går vi hen til et helt særligt træ, hvor vi forhåbentlig kan se de bittesmå spøgelsesaber med de store øjne. Det er virkelig en stor oplevelse, så husk at tage et kamera med en stor optik med!
Vi slutter Lembeh-eventyret af ved Bitung og det er også her, at Utopia siger farvel til Indonesien og sætter en ny kurs mod Filippinerne.