På dette intensive 2 ugers togt har vi fokus på dykningen i Raja Ampat med udgang fra Sorong. Raja Ampat figurerer på alverdens lister over den bedste dykning i verden, og det er ikke uden grund. Med et mantra, der siger “A Bit of Everything”, kan du i Raja Ampat opleve alt fra de mindste pygmæsøheste, som gemmer sig i flotte koraller, sjældne hajarter som wobbegong og walking sharks, til kæmpe stimer af fisk, som totalt omslutter dig på et dyk. Med et af de flotteste, mest farverige og sunde koralrev kan du godt glæde dig til at gå på opdagelse i Raja Ampats fantastiske undervandsverden, som bestemt lever op til sin Top 5 placering i verden.
Vi har sammensat ruten således at vi får en bid af alt det gode fra området i ét togt. Vi sejler bl.a. forbi magiske Mansuar Island, de fantastiske og smukke Fam Islands med det kendte Piaynemo viewpoint, og Friwinwonda. Derudover kommer vi forbi Dampier Strædet, som bl.a. inkluderer dykkerspottet Blue Magic, hvor vi håber på at kunne dykke med de store oceanic manta rays, som netop er i sæson.
Vi slutter turen med et besøg ved den famøse og tropiske Kri Island, som er verdenskendt for at have ét af de rigeste marineliv og koralrev. Under et dyk blev der spottet 374 forskellige arter af fisk, og her kan du også se kæmpe fiskestimer drøne forbi i tidevandstrømme. Vi kan derfor godt garantere, at dykningen ved Kri bliver en episk oplevelse!
Halvvejs på denne tur vil vi have en aften på resort med fællesspisning, hygge og selvfølgelig et par sundowners, hvis man er til det.
Togtet slutter i Sorong, og selvom I måske ikke er klar til at forlade Raja Ampat, vil I helt sikkert komme hjem med en masse eventyr i bagagen!